14. august 2018

Mange nye lager- og logistikprojekter giver travlhed i Logimatic

Logimatic ansætter i stor stil i afdelingen for lager- og logistikløsninger. Pr. 1. juli er Christian Stephansen, Anders Brams og Daniel Sørensen startet i udviklingsteamet omkring WMS-løsningen LOGIA.

”Vi har travlt i Logimatic med en række spændende logistikprojekter i ind- og udland. Det er nye kunder, der implementerer LOGIA som WMS system, og eksisterende kunder, der opgraderer til den nye Generation 6 LOGIA platform. Dette er meget positivt, og det betyder, at vi løbende mander op i organisationen” udtaler Karsten Bangshaab, adm. direktør i Logimatic og fortsætter:

”Heldigvis har vi et godt samarbejde med både Aalborg Universitet og UCN, hvorfra vi rekrutterer de fleste nye medarbejdere. Både Christian og Daniel er kendte ansigter i Logimatic, hvor Christian under uddannelsen har været studentermedhjælper og Daniel har gennemført sit virksomhedspraktikophold. Herudover er Anders startet som ny studentermedhjælper i Logimatic. Det er en stor glæde for os, at kunne byde dem alle tre velkommen.”

LOGIA udviklingsteam styrkes med 3 mand 

Christian Stephansen er pr. 1. juli ansat som softwareudvikler i Logimatics afdeling for lager- og logistikløsninger, hvor han bliver en del af udviklingsteamet omkring WMS-løsningen LOGIA. Christian har de sidste 2½ år sideløbende med studiet været studenterprogrammør hos Logimatic.

Christian har netop afsluttet sin uddannelse som softwareingeniør fra Aalborg Universitet. Hans eksamensprojekt omhandlede avanceret lageroptimering og blev gennemført med en af Logimatics kunder som casevirksomhed.

Dette forløb har været en gevinst både for Christian og for Logimatic. Derudover betyder det, at Christian allerede fra start har stort kendskab til funktionaliteten i LOGIA, og mindst ligeså vigtigt har forståelse for lager- og logistik-domænet og arbejdsgangene på et lager.

 

Daniel Sørensen er pr. 1. juli ansat som softwareudvikler i Logimatics afdeling for lager- og logistikløsninger, og bliver en del af Logimatics udviklingsteam omkring lagerstyringssystemet LOGIA.

Daniel er nyuddannet datamatiker, men er allerede et kendt ansigt hos Logimatic og blandt nogle af vores kunder. Under sin uddannelse var Daniel i praktik hos Logimatic og gennemførte, i samarbejde med sin projektgruppe på UCN, et pilotprojekt om anvendelse af Mixed Reality til lageroperationer. Projektet udgjorde Daniels afsluttende eksamensopgave, hvor han høstede topkarakterer.

Udover sin uddannelsesmæssige baggrund har Daniel god indsigt i det praktiske arbejde på et lager fra et tidligere vikarjob som lagermedarbejder hos Grundfos gennem ca. ½ år.

 

Anders Brams er ny studentermedhjælper i Logimatics afdeling for lager- og logistikløsninger i Aalborg, hvor han er tilknyttet udviklingsteamet omkring WMS-løsningen LOGIA.

Anders læser til civilingeniør inden for software på Aalborg Universitet (AAU) og skal efter ferieperioden i gang med 7. semester på overbygningen. Anders fungerer også som studievejleder på Institut for datalogi på AAU.

Som studentermedhjælper arbejder Anders hos Logimatic én dag om ugen, og han skal primært varetage opgaver inden for systemudvikling. Anders har en speciel interesse for maskinintelligens, hvilket ligger godt i tråd med Logimatics udvikling af intelligente logistiksystemer på LOGIA platformen.

 




Til toppen